EPO (erytropoietin) og bloddoping

Hvad er EPO (erytropoietin)?

EPO er forkortelse for hormonet erytropoietin. Hormonet produceres hovedsageligt i nyrerne, hvorefter det via blodbanen bliver transporteret til knoglemarven. Her stimulerer det modningsprocessen af røde blodceller i knoglemarven. De røde blodceller transporter ilt til kroppens celler, og et eventuelt fald i iltindholdet i blodet registreres i nyrerne og stimulerer til øget EPO-produktion.

 

Kunstigt fremstillet EPO blev godkendt som lægemiddel i 1989. Stoffet kom på dopinglisten året efter.

Hvordan virker EPO? Hvilken effekt har EPO?

EPO er forkortelse for hormonet erytropoietin. Hormonet produceres hovedsageligt i nyrerne, hvorefter det via blodbanen bliver transporteret til knoglemarven. Her stimulerer det modningsprocessen af røde blodceller i knoglemarven. De røde blodceller transporter ilt til kroppens celler, og et eventuelt fald i iltindholdet i blodet registreres i nyrerne og stimulerer til øget EPO-produktion.

 

EPO bliver brugt som lægemiddel bl.a. i behandlingen af patienter med kroniske nyreskader, der har lav blodprocent på grund af reduceret EPO-produktion. Den øgede iltbærende kapacitet som resultat af EPO-indtag vil afhjælpe træthed i disse patienter. Effekten af EPO kan vare i op til flere uger.

 

EPO anvendes i dopingsammenhæng på samme måde som til medicinsk anvendelse, nemlig til kunstigt at øge mængden af de røde blodlegemer i kroppen. Jo flere røde blodlegemer, der er i blodet, jo mere ilt kan blodet føre ud til de arbejdende muskler og dermed forbedre præstationen specielt i udholdenhedsidrætsgrene.

Hvad er bivirkningerne ved brug af EPO?

Ved brug af EPO bliver blodet tykkere, og der er risiko for forhøjet blodtryk samt øget risiko for blodpropper.

Hvorfor bruger nogle højdetræning?

Produktionen af EPO stimuleres naturligt i kroppen, når iltindholdet i blodet falder. Iltindholdet i blodet falder, når ilttrykket i luften falder, som det gør, når man opholder sig i højden.

 

Derfor træner nogle idrætsudøvere i perioder i højtliggende områder. Den øgede mængde af naturligt EPO kan give fordele ved træning og konkurrence i lavere højder.

Hvad er bloddoping?

Bloddoping er tilførsel af ekstra blod eller røde blodlegemer. Når man benytter bloddoping, forøger man kunstigt kroppens samlede mængde af røde blodlegemer uden brug af medikamenter.

 

Bloddoping kan udføres ved at få en portion blod fra en bloddonor (homolog blodtransfusion) eller ved selv at tage en mængde blod ud af kroppen, nedkøle eller fryse det, indtil kroppen selv har gendannet den udtagne mængde. Herefter gives det igen til donoren for at øge mængden af røde blodlegemer (autolog blodtransfusion).