Analyse af dopingprøver

Hvilke typer prøver opsamles og analyseres?

Anti Doping Danmark (ADD) opsamler urin- og blodprøver fra udøvere både i og uden for konkurrence. Anti Doping ADD analyserer ikke selv disse prøver. Derimod transporteres prøverne til laboratorier, som er akkrediteret af det internationale antidopingagentur, WADA.

 

Langt de fleste af ADD’s prøver bliver sendt til det WADA-akkrediterede laboratorium i Oslo. Laboratoriet modtager prøven sammen med anonymiseret information om kontrollen, såsom udøverens idrætsgren, køn, og hvorvidt prøven er opsamlet i eller uden for konkurrence. På den måde ved laboratoriet, hvilke stoffer de skal analysere prøven for, da nogle stoffer f.eks. kun er forbudt i konkurrence, men de ved ikke, hvem der har afgivet prøven.

 

På laboratoriet analyseres prøven for de dopingstoffer og metoder, som er på Dopinglisten. Grunden til at der også nogle gange opsamles blodprøver er, at visse stoffer er bedre at påvise i blod end i urin, og at nogle blodprøver indgår i det såkaldte ’Blodpas’, hvor der måles på en række biomarkører, som kun forefindes i blodet (se også ’Hvad er det biologiske pas?’).

Hvorfor opsamles både en A- og en B-prøve til direkte sporing af dopingstoffer?

Når ADD opsamler urinprøver og nogle typer blodprøver (til analyse for væksthormon) opsamles altid både en A- og en B-prøve.

 

I laboratoriet analyseres A-prøven først, og B-prøven fryses. Hvis analysen finder dopingstoffer i den første analyse i A-prøven, udføres en mere specifik analyse, som hedder en bekræftelsesanalyse. Er prøven fortsat positiv, undersøger laboratoriet i samarbejde med ADD, om det positive resultat skyldes brug af medicin, som udøver har en medicinsk dispensation (TUE) til at tage. Hvis dette er tilfældet, bliver der ikke gjort yderligere. Er dette ikke tilfældet, opretter ADD en dopingsag.

 

Ved en dopingsag bliver udøveren underrettet, og denne har ret til at få B-prøven analyseret. Udøveren kan vælge at få B-prøven analyseret, hvis udøveren betvivler resultatet af A-prøve-analysen. Udøveren har desuden ret til selv at være til stede i laboratoriet under analysen af B-prøven eller at sende en repræsentant for at kontrollere, at alt foregår efter forskrifterne.

Hvordan analyseres prøverne på laboratoriet?

Laboratoriet udfører forskellige typer af analyser. Analysemetoden afhænger af, hvilket dopingstof der skal analyseres for. Typisk skal prøven først igennem en proces, hvor stofferne i prøven isoleres. Herefter gennemgår de isolerede stoffer en ’derivatisering’, hvor stofferne får kemiske egenskaber, som gør dem egnede til kvantificering samt adskillelse fra andre stoffer bl.a. gennem kromatografi.

 

I den kromatografiske proces isoleres de individuelle kemiske stoffer i stofblanding via gas- eller væskekromatografi. Dette trin efterfølges af massespektrometri, som identificerer de enkelte stoffer. Massespektret af ethvert individuelt stof er unikt og kan derfor sammenlignes med et individs fingeraftryk.

 

Stoffer, der typisk spores via gaskromatografi og massespektrometri, er anabole steroider, stimulerende stoffer og cannabinoider. Dog benyttes væskekromatografi i dag i højere og højere grad som adskillelsesmetode. Det skyldes, at den forudgående prøveoparbejdelse, såsom derivatiseringen, kan udelades. Væskekromatografi efterfulgt af massespektrometri bruges i dag til analyse af bl.a. diuretika (vanddrivende stoffer), betablokkere, glukokortikoider (binyrebarkhormon) og peptidhormoner (typisk vækstfaktorer).

Hvordan spores stoffer såsom hormoner, som kroppen selv producerer?

En særlig analytisk udfordring er at påvise dopingstoffer, som kroppen selv producerer. I dette tilfælde er det ikke tilstrækkeligt blot at identificere stoffet i dopingprøven, da stoffet er til stede i sin naturlige form i hver prøve. Denne udfordring kræver mere sofistikerede sporingsmetoder. Sådanne metoder er især vigtige ved påvisning af doping med hormoner såsom testosteron og væksthormon.

Hvordan spores testosteron?

I dag bruges en analysemetode, som hedder isotop-ratio-massespektrometri (IRMS) til at adskille det testosteron, man selv producerer, fra det, man har indtaget som doping. Metoden bygger på, at kulstofisotoperne er forskellige i de to typer af testosteron. Denne metode har været benyttet siden 1999.

Hvordan spores væksthormon?

Det er svært at skelne det væksthormon, man bruger til doping, fra det kroppen selv producerer. Humant og genetisk-produceret væksthormon er 100 % identiske i deres peptidstruktur, dvs. sekvensen af aminosyrer, som udgør væksthormonets skelet. Dog består væksthormon af en række forskellige isoformer (variationer af det samme protein).

 

Andelen af de forskellige isoformer er imidlertid forskellig i humant og genetisk produceret væksthormon. Disse forskelle kan spores gennem den såkaldte ’isoform-metode’. En alternativ sporingsmetode af væksthormon er den såkaldte ’biomarkørmetode’, som er baseret på måling af biomarkørerne IGF-1 og P-III-NP. Koncentrationen af disse vil forøges, når væksthormon indtages. De målte koncentrationer af disse to proteiner, sættes ind i en algoritme sammen med udøverens alder og køn, og overskrider den udregnede ’score’ en defineret grænseværdi, vil det resultere i en positiv prøve.

Hvordan spores EPO?

Det kan være svært at skelne det EPO, man bruger til doping, fra det, kroppen selv producerer.

 

Humant og genetisk-produceret EPO har ens sekvens af aminosyrer, som udgør EPO’ens skelet. Dog består EPO også af en række kulhydratkæder og syrer. Det kunstigt fremstillede EPO har et andet antal kulhydratkæder og syrer end det kroppen selv producerer. Det giver det kunstige EPO en masse og ladning, som adskiller sig fra det EPO, kroppen selv producerer.

 

De analysemetoder, som typisk bruges til direkte sporing af EPO, kan adskille det EPO, man selv producerer, fra det, som er tilført på baggrund af disse molekylære forskelle. Metoderne hedder Isoelektrisk Fokusering og SDS/SAR-PAGE. Disse metoder kaldes også direkte sporingsmetoder. En anden metode er sporing gennem det biologiske pas, som er en indirekte sporingsmetode.

Hvad er det biologiske pas?

Nogle dopingstoffer og forbudte metoder som bloddoping med eget blod (autolog bloddoping) kan på nuværende tidspunkt kun spores gennem indirekte metoder. Denne type sporing kaldes det biologiske pas. I dag er det biologiske pas delt op i to moduler: Blodpasset og steroidpasset.

 

I blodpasset måles en række forskellige biomarkører i blodet bl.a. hæmoglobinkoncentrationen (hæmoglobin er det molekyle, der binder ilt i blodet), som vil ændres, hvis man bloddoper sig. Overskrider de målte biomarkører individuelle grænseværdier, vil blodpasset herefter blive evalueret af et panel af blodeksperter, hvorefter det kan ende med en dopingsag, hvis panelet konkluderer at variationerne i blodpasset ikke skyldes naturlige årsager såsom træning, højdeophold eller sygdom.

 

Steroidpasset fungerer på samme måde, men har til hensigt at spore anabole steroider. Her bruges urinprøver, hvori en række steroider, som man selv producerer, måles. Hvis man doper sig med anabole steroider, påvirker det kroppens egne steroidniveauer, hvorfor en indirekte påvisning også her er mulig.

 

Det er kun nogle eliteidrætsudøvere, der har et blodpas, mens alle, der testes, automatisk får et steroidpas. Antidopingorganisationerne vælger, hvem der skal have et blodpas, og orienterer udøverne om dette.