Vægttab
Hvorfor er nogle slankemidler doping?
Nogle slankemidler indeholder stoffer, der er forbudte i henhold til Dopinglisten. Det kan være slankemidler, der f.eks. indeholder efedrin.
De typer af forbudte dopingstoffer, man finder i slankemidler, har oftest til formål at øge fedtforbrændingen, at hæmme appetitten og at reducere træthedsfølelsen.
Disse stoffer kan derfor få personer hurtigt ned i vægt, men nogle stoffer er også forbundet med en risiko, da de kan belaste kredsløbet gennem øget blodtryk og puls, som i værste fald indebærer risiko for at udløse hjerteanfald og hjerneblødninger.
Ozempic og Wegovy (semaglutid)
Semaglutid er et stof, som bruges i nogle lægemidler bl.a. Ozempic og Wegovy til behandling af type 2-diabetes og overvægt.
Det virker ved at efterligne et hormon i kroppen, som hjælper med at regulere blodsukker og appetit, så man føler sig mere mæt og spiser mindre. Stoffet kan derfor føre til vægttab og forbedret blodsukkerkontrol.
På grund af dets mulige præstationsfremmende effekt gennem vægttab og bedre energiomsætning kom det på WADA's Monitoreringsliste i 2024. Monitoreringslisten bruges til at overvåge brugen af stoffer som ikke er forbudte, men som potentielt kan blive det.
Der er lige nu igangsat forskningsprojekter, som har til hensigt at undersøge de potentielle præstationsfremmende effekter af stoffet på atleter. Lige nu er semaglutid derfor ikke forbudt og man vil derfor ikke teste positiv, hvis man testes i idrætten eller i et fitnesscenter.