Gen-doping

Beskrivelse af gendoping og dens virkemåde og bivirkninger

Gen- eller celledoping defineres som ikke-terapeutisk brug af gener, dele af gener, genetisk materiale og/eller celler, der kan fremme en udøvers præstationsevne.

Den praktiske anvendelse kan groft opdeles i to former: Uden for kroppen (ex vivo) og inden for kroppen (in vivo).

Ved gen-doping uden for kroppen isoleres celler fra en donor, som ændres og herefter transplanteres tilbage til donoren. Ved gen-doping inden for kroppen introduceres et gen direkte ind i organismen.

I organismen ændrer genet dannelsen af det protein eller den biologiske substans, som har betydning for præstationen.

Genterapi bliver til gendoping, når det bruges til ikke-medicinske formål.

Medicinsk anvendelse
Flere tusinde kliniske studier er blevet gennemført siden genterapien så dagens lys i 1970’erne. Som behandling har genterapi blandt andet vist sig at kunne forbedre synet hos patienter med sygdommen Lebers kongenitale amaurose, hvor børn fødes uden eller med en kun svagt fungerende nethinde, hos Parkinson-patienter til forbedring af deres motoriske kontrol samt senest i behandlingen af patienter med blødersygdommen hæmofili B .

I dag omhandler 80 procent af de kliniske gen-terapi-forsøg metoder til behandling af kræft , hjertekarsygdomme samt hjernesygdomme for eksempel Alzheimers og infektionssygdomme.

Anvendelse som doping
Der findes ingen studier på mennesker, hvor man har undersøgt den præstationsfremmende effekt af gen-manipulation i idræt.

Derimod er der i en række dyreforsøg vist en præstationsfremmende effekt. I en gruppe rotter, som fik indsprøjtninger med insulin vækst faktor (IGF)-1 genet, observerede man en forøgelse i muskelmassen på 15 procent uden træning. I andre dyreforsøg har man set en markant forøgelse af muskelmassen og muskelstyrken.

I princippet kan gen-manipulation misbruges som gen-doping i en lang række idrætsgrene, da de potentielle fysiologiske mekanismer af betydning for præstationen er mangeartede og forskellige fra idrætsgren til idrætsgren.

I idrætsgrene, der kræver udholdenhed, vil man gennem manipulation af EPO-niveauerne kunne hæve hæmatokritværdien og dermed øge den mængde ilt, der kan leveres til musklerne. Derudover vil udholdenhedsatleter kunne drage fordel af forbedret lungekapacitet, sukkerstofskifte, muskelstyrke og nedsat smertefornemmelse.

Disse fysiologiske parametre er alle blevet succesfuldt manipuleret gennem gen-doping i dyreforsøg. Dog er der i dag ingen konkrete beviser på, at gen-doping har været brugt. Antidopingmyndighederne har dog en begrundet frygt for, at det inden længe kan ske.

Bivirkninger
På trods af at konceptet ved gen-doping er relativt simpelt, har historien vist, at de helbredsmæssige risici er svære at forudse.

I 1999 døde en blot 18-årig dreng efter gen-behandling, da der opstod organsvigt i en række vitale organer (dette kaldes også for systemisk inflammatorisk respons), mens flere unge mennesker i et andet forsøg udviklede leukæmi efter ex vivo gen-terapi. I andre tilfælde har gen-terapi resulteret i mindre alvorlige bivirkninger såsom feber.

Desuden vil der altid være en fare forbundet med manglende kontrol af det gen, det er indsat i organismen.