SARMs
Selektive androgenreceptormodulatorer (SARMs) er en klasse af stoffer, der har anabole (muskelopbyggende) effekter, som minder om dem, man ser ved at tage anabole steroider.
SARMs er mindre androgene (mandliggørende) end anabole steroider. Som et eksempel aktiveres androgenreceptoren ved at binde androgener, såsom testosteron. I modsætning til anabole steroider, som binder til androgenreceptorer i mange væv over hele kroppen, binder SARMs specifikt androgenreceptorer i nogle væv, men ikke i andre.
Medicinsk anvendelse
I behandlingsmæssigt øjemed kan dette være meget nyttigt til at stimulere specifik vævsvækst som muskler og knogler, samtidig med at man undgår uønskede bivirkninger i andre væv som leveren eller huden. SARMs bliver evalueret som en klinisk behandling for muskelsvind forårsaget af flere sygdomme, såsom osteoporose (knogleskørhed) og cancer.
Til dato er alle SARMs kun godkendt til medicinsk afprøvning og ikke godkendt af Lægemiddelstyrelsen.
Anvendelse som doping
Alle SARMs er forbudt til enhver tid (dvs. både i og uden for konkurrence) for alle udøvere uanset niveau. Desuden er SARMs forbudt for dem som træner i fitnesscentre, der har en aftale med Anti Doping Danmark, da SARMs er på listen over ulovlige stoffer i henhold til Lov om forbud mod visse dopingmidler. SARMs er opført i kategorien "Andre anabole stoffer" under afsnit S1.2 på Dopinglisten.
Eksempler på SARMs omfatter: Ostarin (Enobosarm, MK 2866), Andarin, LGD-4033 (Ligandrol) og RAD140.
SARMs har potentialet til at blive misbrugt i præstationsfremmende øjemed på grund af deres anabole egenskaber.
Bivirkninger
Den amerikanske lægemiddelmyndighed, FDA, har advaret brugere om potentielle livstruende bivirkninger fra indtag af SARMs, herunder en øget risiko for leverforgiftning, hjerteanfald og slagtilfælde. De langsigtede virkninger af at bruge SARMs er endnu ukendte.
Hvad hvis min læge ordinerer en SARM til mig?
Der er pt. ingen godkendte SARMs. Alle SARMs er forsøgslægemidler, så det er ikke lovligt for din læge at ordinere en SARM.