Information for idrætsorganisationer og specialforbund

Dette afsnit er målrettet ansatte i idrætsorganisationer og specialforbund, f.eks. trænere, sportschefer og andre, der varetager roller relateret til bekæmpelse af doping.

Varetager du rådgivning af konkurrenceidrætsudøvere kan du også læse under afsnittet ’For konkurrenceudøvere’

Uddannelse af udøvere og trænere
ADD har udarbejdet e-læringsprogrammet ’Ren vinder’, der kan bruges til at uddanne bl.a. idrætsudøvere og trænere inden for antidoping.

Programmet består af syv moduler, der hver varer 3-4 minutter og består af video, faktatekster og opgaver inden for forskellige antidopingområder.

Modulerne kan gennemføres samlet, eller du kan tage ét ad gangen. Efter hvert færddiggjort modul, kan du få tilsendt en mail med læringspunkterne fra modulet, og når alle moduler er gennemført, får du tilsendt et diplom på mail.

Programmet kan tilgås fra mobil, tablet og computer.

Prøv programmet ’Ren vinder’

Skab en antidopingpolitik
Ønsker du i dit specialforbund eller din idrætsorganisation at udarbejde en konkret antidopingpolitik og handlingsplaner, kan du lade dig inspirere af ADD’s materiale ’Sammen om fair idræt’.

Materialet giver en række redskaber til at komme i gang med at udvikle en politik for fair idræt og at føre den ud i praksis.

Kender du til brug eller salg af doping?
Har du viden eller mistanke om brug eller distribution af dopingstoffer, kan du altid benytte ADD’s hotline til at give din viden videre.

Det er muligt at være anonym, og du kan indberette via både en onlineformular, appen Stop Doping eller på telefon 70 60 60 94.