WADA’s liste over forbudte stoffer og metoder, Dopinglisten, revideres årligt. En ny liste træder i kraft d. 1. januar 2024 og er gældende for alle aktive i henhold til ’De nationale antidopingregler’ og ’Dopingregler for motionsidræt’. 

 

De vigtigste ændringer er følgende: 

  

Tramadol er et smertestillende stof, som nu er blevet forbudt i konkurrence. Tramadol har været på WADA’s monitoringsprogram i nogle år. Data har indikeret betydeligt brug i cykling, rugby og fodbold. Forskningsprojekter finansieret af Anti Doping Danmark og WADA har bekræftet potentialet for tramadol til at være præstationsfremmende. Desuden er der en række bivirkninger forbundet med brugen af tramadol herunder svimmelhed og kvalme. Har man et medicinsk behov for at tage tramadol, gælder de generelle retningslinjer for medicinsk dispensation/TUE

  

Donation af plasma gennem plasmaferese (procedure hvor plasma doneres men de røde blodceller reinfunderes i blodbanen) er ikke længere forbudt, når proceduren foretages på et registreret opsamlingssted f.eks. i en blodbank. Anti Doping Danmark har i samarbejde med Bloddonerne i Danmark og Organisationen af Transfusionscentre i Danmark (OTCD) gennem en periode advokeret for, at denne form for donation skulle fjernes fra Dopinglisten, da metoden hverken er præstationsfremmende eller sundhedsskadelig men samtidig bidrager til den medicinske behandling i Danmark.  

Se dopinglisten 2024 her*

*OBS: Først gældende fra 1. januar 2024

Foto af Jakob Mørkeberg

Ansvarlig for ADD's videnskabelige arbejde. Håndterer prioriteret testgruppe og varetager prioritering i kontrolindsatsen i konkurrenceidrætten.

Formand for ADD's forskningsudvalg.