Ph.d-afhandling bidrager til nye metoder til dopingkontrol

Forskning i nye metoder til dopingkontrol kan på sigt gøre dopingkontrol lettere for udøverne og billigere for antidopingorganisationer. ADD’s Sara Amalie Solheim forsvarede den 7. februar sin ph.d. om nye metoder til dopingkontrol.

24.02.2020

 

Den 7. februar 2020 forsvarede ADD-ansatte Sara Amalie Solheim sin ph.d. på Københavns Universitet.

 

I projektet ’Improving time- and cost-efficiency in doping analysis’, der er et samarbejde mellem Anti Doping Danmark, Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet og Norges laboratorium for dopinganalyse, har Sara Amalie Solheim undersøgt mulighederne for at udvikle metoder til dopingkontrol, som er billigere og mindre tidskrævende at gennemføre samt forbundet med mindre ubehag for udøveren.

 

Nye metoder

Projektet har fokuseret på udviklingen af metoden Dried Blood Spots som metode til dopingkontrol. Ved Dried Blood Spots-metoden bruger man en tørret bloddråbe fra udøveren til at teste for dopingstoffer. Projektet fandt frem til metoder til sporing af testosteron, insulin og clenbuterol.

 

Inden for de kommende år forventer det internationale antidopingagentur WADA at implementere brugen af Dried Blood Spots-metoder til dopingkontrol. Derfor foregår der en del forskning i denne metode rundt i verden, og denne ph.d. bidrager til at udvikle metoderne.

 

Sporing i det biologiske pas

Yderligere undersøgte projektet mulighederne for at bruge blodmodulet i udøveres biologiske pas til at spore doping med testosteron.

 

Projektet viste, at biomarkører på blodmodulet bliver påvirket af brug af testosteron, hvilket kan bruges som redskab til videre test og analyse til at afsløre testosterondoping.


Erhvervs-ph.d.-projektet er gennemført i et samarbejde mellem Anti Doping Danmark, Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet og Norges laboratorium for dopinganalyse ved Oslo Universitetshospital med støtte fra Innovationsfonden og Partnership for Clean Competition.

Improving time- and cost-efficiency in doping analysis