Appelfrist udløbet: Tre atleter udelukket
22.01.2025
Efter appelfristen er udløbet, er det afgjort, at to vægtløftere under Dansk Vægtløftnings-Forbund og en funktionel fitness-atlet under GymDanmark er udelukket fra al trænings- og konkurrencevirksomhed under Danmarks Idrætsforbund og andre organisationer.
Sag 06/2024
I sag 06/2024 er en mandlig udøver i vægtløftning blevet udelukket i fire år for forsøg på import af det ulovlige stof RAD-140, der øger muskelvæksten (SARM).
Anti Doping Danmark indbragte den indklagede for Dopingnævnet for overtrædelse af De Nationale Antidopingregler (regulativet) art. 2.2 om forsøg på anvendelse af et forbudt stof. ADD nedlagde påstand om, at den indklagede skulle udelukkes i fire år, jf. regulativets art. 10.2.1. ADD’s påstand blev taget til følge af Dopingnævnet den 20. december 2024, og da appelfristen nu er udløbet, står udelukkelsen ved magt.
Sanktionen gælder fra udøvers midlertidige udelukkelse, som trådte i kraft den 9. april 2024.
Sag 08/2024
I sag 08/2024 er en mandlig udøver i funktionel fitness blevet udelukket i fire år efter tilståelse af brug af forbudte dopingstoffer, som følge af at en dopingprøve taget ved DM i funktionel fitness den 25. juni 2024 afslørede spor af en række forbudte stoffer.
Anti Doping Danmark indbragte den indklagede for Dopingnævnet for overtrædelse af De Nationale Antidopingregler (regulativet) art. 2.2 om anvendelse af forbudte stoffer. ADD nedlagde påstand om, at den indklagede skulle udelukkes i fire år, jf. regulativets art. 10.2.1.1. ADD’s påstand blev taget til følge af Dopingnævnet den 20. december 2024, og da appelfristen nu er udløbet, står udelukkelsen ved magt.
Sanktionen gælder fra kendelsen den 20. december 2024.
Sag 11/2024
I sag 11/2024 er en kvindelig udøver i vægtløftning blevet udelukket i to år for tilstedeværelse af det forbudte, vanddrivende stof furosemid i en dopingprøve taget under DM i vægtløftning den 20. april 2024.
Anti Doping Danmark indbragte den indklagede for Dopingnævnet for overtrædelse af De Nationale Antidopingregler (regulativet) art. 2.1 om anvendelse af forbudte stoffer. ADD nedlagde påstand om, at den indklagede skulle udelukkes i et til to år, jf. regulativets art. 10.2.2. ADD’s påstand blev taget til følge af Dopingnævnet den 19. december 2024, da de ikendte udøveren en sanktion på to år. Da appelfristen nu er udløbet, står udelukkelsen ved magt.
Sanktionen gælder fra den 17. maj 2024.
Læs sag 06/2024, 08/2024 og 11/2024 på Danmarks Idrætsforbunds side med Dopingnævnets kendelser