Motionsdoping: De unge sætter fagpersonerne til vægs

12.04.18
Aalborg Kommune og Anti Doping Danmark udgiver ny håndbog om motionsdoping. Den skal udfylde et stort videnshul hos de fagpersoner, der møder unge, og guide dem med viden om træning, kost og motionsdoping.

Håndbog om motionsdopingAntallet af kommercielle fitnesscentre i Danmark er steget fra 334 til 803 i perioden fra 2006 til 2018. Det viser nye tal fra Idan (Idrættens Analyseinstitut). I 2016 var styrketræning for første gang nogensinde den foretrukne idrætsaktivitet blandt både store teenagere og voksne. Med i denne udvikling følger også risiko for brug af motionsdoping-stoffer. En ny evalueringsrapport har netop afsløret, at det er en ny problemstilling for fagpersoner, der arbejder med unge i kommunerne. De mangler viden på området for at kunne matche den viden, de unge selv finder på nettet.

Derfor udgiver Aalborg Kommune nu en håndbog om motionsdoping i samarbejde med Anti Doping Danmark:

"Vi har lavet håndbogen til dem der til dagligt arbejder med unge i risikozonen. Det kan være SSP-medarbejdere, sundhedsplejersker eller rusmiddelkonsulenter. Men vi håber også, at den når ud til fx instruktører i fitnesscentre og trænere i idrætsforeninger," fortæller Anders Schmidt Vinther, antidopingkonsulent i Aalborg Kommune og forfatter til den nye håndbog.

Han fortsætter:

"I bogen kan man finde baggrundsviden om motionsdopingstoffer, men også viden der gør læseren i stand til at vejlede de unge og give dem sunde alternativer til dopingstofferne."

Et højt vidensniveau er nødvendigt
En håndbog om motionsdoping har været efterspurgt blandt de frontmedarbejdere, der arbejder med unge i målgruppen. Søren Christian Jørgensen, der er Børn og Unge-læge i Aalborg Kommune, oplever, at de unge ved rigtigt meget og hurtigt søger sig frem til viden på internettet. I sit daglige arbejde i Aalborgs Sund Ung Team møder han de unge ansigt til ansigt i folkeskolerne og ude på ungdomsuddannelserne.

"Det er vigtigt for dialogen med de unge, at mit vidensniveau på området er stort og korrekt. Både for at have deres tillid og for at kunne vejlede dem. Jeg oplever en øget interesse for styrketræning især blandt drengene i udskolingen i 9. klasserne og på ungdomsuddannelserne – især erhvervsskolerne. Jeg bliver ofte overrasket over deres tilsyneladende store viden på området, men tit bygger den på misforståelser eller er direkte fejlagtig.  Derfor er den her håndbog vigtig, fordi den giver korrekt information og svar på mange af de spørgsmål, som de unge stiller," siger Søren Christian Jørgensen.

Doping er bare et klik væk
Den øgede interesse for fitness og styrketræning hænger sammen med et generelt øget fokus på krop og præstation. Samtidig er tilgængeligheden af kosttilskud ligefor, ligesom vejen fra overvejelse til faktisk mulighed for at købe doping er kort.

"I dag kan man købe pre-workout samtidig med, at man køber rundstykker hos bageren, og derefter kan man hente sine anabole steroider i pakkeboksen på vej hjem. Genvejen til den slanke og muskuløse krop er desværre blevet utroligt kort. Det er vigtigt at fagpersonerne, der møder de unge, er opmærksomme på både helbredskonsekvenser og risikoen for at blive afhængig af motionsdopingstoffer. Det håber vi denne håndbog kan hjælpe med," siger Anders Schmidt Vinther.

Behovet for viden gælder i hele landet, og håbet er, at andre, som arbejder med unge, vil få kendskab til håndbogen og bruge den i deres arbejde.

"Mange unge stiller store krav til sig selv i dag, og kroppen er et af de parametre, hvor de ønsker at præstere det perfekte. Derfor er dopingproblematikken aktuel i hele landet. Med håndbogen kan vi forhåbentlig give de mange fagpersoner, som arbejder med unge, et redskab der klæder dem på til at snakke træning og doping med de unge. Det gælder ikke bare i Aalborg, men rundt i hele landet," siger seniorkonsulent Malene Radmer Johannisson, Anti Doping Danmark, der er medforfatter på bogen.

Download 'Håndbog om motionsdoping'

Yderligere oplysninger
Anders Schmidt Vinther, Projektleder Aalborg Antidoping, Sundheds- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune, mail anders.vinther@aalborg.dk, tlf. 25 20 09 27

Malene Radmer Johannison, Seniorkonsulent i Anti Doping Danmark, mail mrj@antidoping.dk, tlf. 51 90 86 98

Anders Aaen Larsen, kommunikationskonsulent, Sundheds- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune, mail anders.larsen@aalborg.dk, tlf. 31 99 08 11