NADO-ledere: IOC bør udelukke Ruslands Olympiske Komité fra vinter-OL

Manglende russisk vilje til at tage konsekvensen af McLaren-rapporterne bør få konsekvenser ved vinter-OL, lyder det fra en række nationale antidopingledere.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) bør tage konsekvensen af, at Rusland ikke har imødekommet WADA's krav om at arbejde for et solidt og troværdigt russisk antidopingsystem, og udelukke Ruslands Olympiske Komité fra at deltage ved vinter-OL i Pyeongchang i 2018.

Lederne anbefaler samtidig, at russiske atleter, som beviseligt har været underlagt et troværdigt antidopingarbejde, kan få lov at deltage i vinter-OL under neutralt flag.

Udmeldingen kommer fra 16 nationale antidopingorganisationer (NADO), inklusive Anti Doping Danmark, og sammenslutningen af nationale antidopingorganisationer, iNADO.

”Tiden siden OL i Rio og McLaren-rapporternes afsløringer har desværre vist, at Rusland endnu ikke arbejder målrettet på at opbygge et troværdigt antidopingsystem. Derfor bakker vi fra dansk side op om udmeldingen om, at IOC må træde i karakter og lade det få konsekvenser for Rusland,” siger direktør Michael Ask, Anti Doping Danmark.

Opbakning til WADA
NADO-lederne støtter i pressemeddelelsen WADA-kravet om, at Rusland offentligt bør tage ansvar for det omfattende snyd, som McLaren-rapporten påviste, og give IOC og andre antidopingorganisationer adgang til de forseglede dopingprøver i Moskva-laboratoriet, samt overlevere relevante elektronisk data, servere mv., så de mange potentielle dopingsager mod russiske atleter kan blive undersøgt.

Lederne understreger ligeledes behovet for reformer af det internationale antidopingsystem, der blev fremsat i gruppens ’Copenhagen Reform Declaration’, som bl.a. opfordrer til at arbejde for et styrket WADA, der har øget beslutningskompetence, og som lever op til en række good governance-krav.

NADO-ledere fra Australien, Canada, Danmark, Finland, Frankrig, Holland, Irland, Japan, New Zealand, Norge, Singapore, Storbritannien, Sverige, Tyskland, USA og Østrig samt sammenslutningen af nationale antidopingorganisationer, iNADO, bakker op om udmeldingen.

Læs pressemeddelelsen fra NADO-lederne

Yderligere information
Kommunikationskonsulent Ditte Toft Clausen, ADD, tlf. 22 91 82 72