Nyt på Dopinglisten fra 2018

Få overblik over de væsentlige ændringer i WADA's dopingliste gældende fra 1. januar 2018.

Dopinglisten 2018 er tilgængelig i en dansk version her på hjemmesiden og på engelsk på WADA's hjemmeside.

Ændringer for stoffer og metoder forbudt til enhver tid (i og uden for konkurrence)

Vedrørende forbudte stoffer

S1. Anabole stoffer

  • Dihydrotestosteron er givet dets Internationale Nonproprietary Name (INN) androstanolone. 1-androsterone (3α-hydroxy-5α-androst-1-ene-17-one) er tilføjet S1.a som et eksempel på et eksogent anabolt steroid.
  • LGD-4033 og RAD140 er tilføjet til rækken af eksempler på SARMs.

S2. Peptidhormoner, vækstfaktorer, relaterede stoffer og mimetics

  • Sektion S2 er blevet reorganiseret.
  • ARA290 er fjernet fra denne sektion, da litteraturen antyder, at stoffet ikke opfylder kriterierne for at være på Dopinglisten.
  • Desmorelin, goserelin, nafarelin og triptorelin er tilføjet som eksempler på 2.1.
  • Væksthormonfragmenter er inkluderet i 2.3 med AOD-9604 og hGH 176-191 tilføjet som eksempler, CJC-1293 er tilføjet som et eksempel på et væksthormon-frigivende hormon og tabimorelin som endnu et eksempel på en væksthormon secretagogue. GHRP-1, -3, -4, og -5 er tilføjet som eksempler på væksthormon-frigivende peptider.
  • Thymosin- β4 og dets derivater, f.eks. TB-500, er tilføjet som eksempel på en forbudt vækstfaktor.
  • Kobalt: Det er blevet understreget, at vitamin B12, som indeholder kobalt, ikke er forbudt.

S3. Beta-2-agonister

  • Der et blevet understreget, at gentagen dosering af salbutamol ikke må overskride 800 mikrogram i løbet af en periode på 12 timer
  • Tulobuterol er blevet tilføjet som et eksempel på en beta-2-agonist.
  • Beskrivelsen af uringrænseværdierne er blevet uddybet.

S4. Hormonelle og metaboliske modulatorer

  • Klomifen er nu angivet ved dets INN.
  • I mangel af INN, er IUPAC navnet for GW1516, 2-(2-methyl-4-((4-methyl-2-(4-(trifluoromethyl)phenyl) thiazol-5-yl)methylthio)phenoxy) eddikesyre og det alternative navn GW501516 blevet inkluderet.
  • SR9009, en Rev-Erb-α agonist, er blevet tilføjet som et eksempel på en aktivator af AMP-aktiveret protein kinase (AMPK).

S5. Diuretika og sløringsstoffer

  • På grund af den information, som foreligger i den videnskabelige litteratur siden 2012, der vedrører glycerols effekt på plasmavolumenet og dermed parametre i Det Biologiske Pas, er det blevet konkluderet, at glycerols effekt på disse er minimal. Derfor er glycerol blevet fjernet fra Dopinglisten.

Vedrørende forbudte metoder

M1. Kemisk og fysisk manipulation

  • M2.2: Det tilladte volumen og timing af intravenøse infusioner er ændret fra 50 ml i løbet af en 6-timers periode til 100 ml over en 12-timers periode for at give større fleksibilitet i forhold til sikker administration af tilladte terapeutiske stoffer som for eksempel jern.
  • For at afspejle medicinsk praksis er ‘hospitalisering’ ændret til ‘behandling på et hospital’ og ’kliniske undersøgelser’ er ændret til ’klinisk diagnostiske undersøgelser’.

M2. Gendoping

  • Definitionen er ændret til at inkludere nutidige og ’spirende’ gen-manipulationsteknologier.

Ændringer for stoffer forbudt i konkurrence

Vedrørende forbudte stoffer

S6. Stimulerende stoffer

  • 1,3-Dimethylbutylamine er tilføjet som et eksempel. Stoffet forefindes i nogle kosttilskud.

S8. Cannabinoider

  • Kategorien ‘cannabis-mimetics’, f.eks. ‘Spice, JWH-018, JWH-073, HU210’ er ændret til ‘syntetiske cannabinoider, f.eks. Δ9-tetrahydrocannabinol (THC) og andre cannabis-mimetics’. De syntetiske cannabinoider er en af hovedklasserne af nye psykoaktive stoffer. Eksempler på disse listet tidligere er fortsat forbudte, men bruges i dag i mindre grad. ’Andre cannabis-mimetics’ har erstattet disse eksempler.
  • Cannabidiol er ikke længere forbudt. Syntetisk cannabidiol er ikke en cannabis-mimetic, men cannabidiol ekstraheret fra cannabisplanter kan også indeholde forskellige koncentrationer af THC, hvilket forsat er forbudt.

S9. Glukokortikoider

  • Eksempler på typisk brugte glukokortikoider er tilføjet.

Vedrørende stoffer, der er forbudt i visse idrætsgrene

Alkohol (tidligere P1)
Efter grundige overvejelser og omfattende konsultation er alkohol blevet taget af Dopinglisten. Formålet med denne ændring er ikke at kompromittere integriteten eller sikkerheden i de idrætsgrene, hvor alkoholforbrug er en bekymring, men snarere at fordre en anden måde at håndhæve forbud mod alkoholindtag i disse idrætsgrene.

De fire internationale forbund (IF), der er berørt af denne ændring er blevet gjort opmærksom på denne ændring med henblik på at ændre deres regler og indføre protokoller til test af alkoholbrug og udvikle passende sanktionsmuligheder af udøvere, der bryder reglerne i disse idrætsgrene. Kontrol af processen giver forbundene større fleksibilitet til at anvende regler eller grænseværdier, som de finder passende. De nationale anti-dopingorganisationer er ikke længere forpligtede til at udføre tests for alkohol, men kan eventuelt bistå forbund, hvis det er relevant.

P1. Beta-blokkere

  • Kategorien 'P2. Beta-blokkere' er ændret til 'P1. Beta-blokkere', da alkohol udgår af dopinglisten.