Regler mod matchfixing

Manipulation af idrætskonkurrencer (matchfixing) kan være kriminelt og dermed strafbart, hvis det falder ind under straffelovens § 279 om bedrageri eller særlovsbestemmelsen i § 10b i Lov om fremme af integritet i idrætten.

 

Herudover har idrætten i Danmark to regelsæt, der forbyder matchfixing og tilsvarende uetisk adfærd. Danmarks Idrætsforbund har et reglement gældende for alle sine idrætsgrene, og Dansk Boldspil-Union har sit eget regelsæt mod matchfixing gældende for fodbold, som supplerer Danmarks Idrætsforbunds regelsæt.

Danmarks Idrætsforbunds matchfixingregulativ

Danmarks Idrætsforbund har regler om matchfixing og anden uetisk adfærd. Disse gælder for alle udøvere, trænere, ledere, dommere m.fl. i alle idrætsgrene under Danmarks Idrætsforbund.

 

Eksempler på matchfixing kan være:

  • Forsætlig manipulation af resultatet af en idrætskonkurrence.
  • Forsætlig underpræstation.
  • Forsætligt nederlag i en konkurrence.
  • Bestikkelse af eller trusler mod en anden person for at påvirke idrætskonkurrencen i en bestemt retning. 

Eksempler på uetisk adfærd kan være:

  • Misbrug af intern viden ved f.eks. at videregive informationer, der kan udnyttes i forbindelse med betting.
  • Spil på egen konkurrence – også selvom der spilles på sejr.
  • Modtagelse af gaver, der ikke hænger naturligt sammen med den pågældende konkurrence. 

Regelsættet forpligter desuden udøvere til at reagere, hvis de har kendskab til eller mistanke om matchfixing eller selv bliver kontaktet med henblik på at fixe en konkurrence. Du kan indberette din viden på hotlinen 'Stop Matchfixing'.

 

Læs Danmarks Idrætsforbunds matchfixingregulativ

Dansk Boldspil-Unions regelsæt mod matchfixing

Danmarks Idrætsforbunds matchfixingregulativ er ligeledes gældende for fodbolden i regi af Dansk Boldspil-Union. Dansk Boldspil-Union har tilføjet supplementer til udvalgte paragraffer i matchfixingregulativet fra Danmarks Idrætsforbund.

 

Læs om Dansk Boldspil-Unions supplerende regler mod matchfixing

Stop Matchfixing