Den antidopingansvarlige bør være en ansat, som er træningsvejleder eller træningsleder i fitnesscentret, og som derfor kender fitnesscentrets medlemmer og de ansatte godt. Det skal være en person med gode kommunikationsfærdigheder, som samtidig har god og regelmæssig kontakt med fitnesscentrets medlemmer.
Den antidopingansvarlige er kontaktperson for Anti Doping Danmark, og det er ham/hende som er ansvarlig for antidopingtiltag i fitnesscentret. Det vil sige, at den ansvarlige sørger for, at der findes diverse oplysningsmaterialer i fitnesscentret, at gennemgå fitnesscentrets indretning for mulige ”dopingfælder” og at eventuelle produkter, der sælges i fitnesscentret, fx kosttilskud, har mindst mulig risiko for at indeholde dopingstoffer. Se risikovurdering af kosttilskud her
Den antidopingansvarlige bør desuden tilegne sig stor viden om steroider, deres virkninger og ikke mindst bivirkninger, da det kan være afgørende for steroidbrugerens respekt for den vejledning den antidopingansvarlige tilbyder.
Derudover kan de ansatte i fitnesscentret henvende sig til den ansvarlige, hvis de har mistanke om dopingbrug hos en eller flere medlemmer. Den ansvarlige bør desuden stå for eller deltage i en eventuel samtale med et medlem i tilfælde af mistanke om steroidbrug.
Den antidopingansvarlige modtager nyhedsbreve fra Anti Doping Danmark, som indeholder gode råd, evt. nyt materiale samt generelle opdateringer på området.