Min søn var steroidmisbruger

Lone og hendes mand blev skilt, da Rasmus var dreng. Det var Lone, der flyttede. Rasmus kom tit på besøg, og på trods af skilsmissen har der altid været en tæt kontakt familiemedlemmerne imellem.

Da Rasmus var 16-17 år begyndte han og hans venner at gå i byen. De shinede sig op med smart tøj og alkohol, som alle andre unge. Men en anden naturlig forberedelse til en bytur for drengene var en tur i træningscentret, så de kunne se så pumpede ud som muligt, når de kom i byen. Desværre var det ofte sådan, at det blev til mere socialt samvær og hygge end træning i fitnesscentret, og det får man som bekendt ikke store muskler af.

Lone og hendes mand bemærkede, at Rasmus var begyndt at have blanke øjne og usædvanlig uren hud. Han var sløv og virkede ligeglad med alting. Han var også opfarende – heldigvis aldrig fysisk, men han var verbalt meget ubehagelig – især over for sin far. De diskuterede, hvorvidt Rasmus var ”på noget”, men blev enige om, at det kunne han ikke være. Hvorfor skulle han dog være det?

Efter nogle år flyttede Rasmus hjem til Lone. Også her besøgte han tit fitnesscentret, og det var også ofte der, han var sammen med sine venner. Også her havde Lone en fornemmelse af, at det blev til mindst lige så meget hygge som træning i de timer, han tilbragte her. Alligevel begyndte han at vokse påfaldende meget. Især omkring nakke, skuldre og overarme. Samtidig havde han svært ved at overholde sine aftaler, han rodede meget i sin del af huset, og han virkede ligeglad med det hele. Også nu havde han meget uren hud. Lone havde derfor stadig mistanke om, at Rasmus tog noget, og hun overvejede at konfrontere ham med sin mistanke. Men hun havde ingen anelse om, hvad det kunne være, og hun var overbevist om, at det ikke ville hjælpe noget, med mindre hun havde et konkret bevis, som hun kunne præsentere ham for.

Beviset fandt hun. En tom pille-emballage af sølvfolie, som man trykker pillerne ud af, og hvor præparatets navn står på bagsiden. Lone søgte på præparatets navn på nettet, og så var der ingen tvivl. Det var et anabolt steroid, og så vidt som Lone kunne se, så var det ikke et præparat for nybegyndere. Lone blev rigtig bange og bekymret for Rasmus’ helbred, og hun besluttede på stedet at konfrontere ham med sin viden. Det var hun nødt til, for hun ville ikke risikere, at hun en dag i nær fremtid skulle skubbe ham rundt i kørestol. Eller endnu værre – arrangere hans begravelse.

Fløjlshandsker eller pigtråd?
Nu var spørgsmålet bare, hvordan Lone skulle konfrontere Rasmus med sin viden. Skulle det være fløjlshandsker eller pigtråd? Hun tog sine forholdsregler og forberedte sig mentalt på, at Rasmus måske kunne blive opfarende, grov og i værste fald voldelig, når han blev konfronteret med sit misbrug.

Lone lavede en aftale om at mødes med Rasmus, og uden egentlig at sige noget viste hun ham blot den pille-emballage, hun havde fundet. Rasmus sagde ingenting og kiggede væk, og Lone kunne se, at han var afsløret. ”Hvad vil du gøre ved det?”, spurgte hun. Rasmus benægtede først, at det var hans, men det, vidste Lone, var løgn. Så hun stillede ham et ultimatum. Enten stopper du, eller også må du finde et andet sted at bo, og du må sige farvel til din familie.
Rasmus forsøgte sig med forklaringer om, at det bare var noget, man lige kunne tage for at komme til at se godt ud, når man skulle i byen, og at det var noget, han i øvrigt lige var startet med. Men Lone havde jo researchet på nettet og vidste, at det var mere end det. Hun havde også for nyligt fået at vide, at Rasmus var blevet kørt på hospitalet et par gange et par år forinden, fordi der var blod i hans urin. Så igen afviste hun hans historier som løgn og fastholdt, at det var steroider eller familien. For som hun forklarede Rasmus; ”Jeg vil ikke risikere, at du ender som krøbling, og jeg vil ikke risikere at skulle begrave dig. Og det er det, jeg frygter, vil ske, hvis ikke du stopper nu!”.

Rasmus fik lidt tid til at beslutte, hvad han nu skulle gøre, så han gik for sig selv for at tænke sig om. Efter kun 10 min. havde han sit svar klar; ”Jeg dropper det”.

Vennerne respekterer det
Lone stoler på ham. Også selvom han stadig træner og kommer i det samme miljø. Vennerne respekterer fuldt ud, at Rasmus er hoppet af steroiderne, og Lone kan både se og mærke, at han har forandret sig igen. Han har fået pæn hud, kroppen ser harmonisk ud igen, og så er han igen blevet rar at tale med. Han ser i det hele taget både sundere og gladere ud. Og Lone husker at rose ham ofte for det nye og meget pænere udseende, og det bliver han tydeligt glad for at høre.

I dag siger Lone, at hun tror, det handler om hvilket miljø, de unge kommer i og med hvilke venner. Og så handler det om de unge mænds forfængelighed. Især i de tidlige teenage-år, hvor pigerne begynder at blive interessante. De unge mænd tænker måske ikke så dybt over, om de har lyst til at dele resten af livet med en pige, hvis hun kun er faldet for store muskler, så det kan man lige minde dem om. Og så kan man minde dem om, at det måske slet ikke er så vigtigt med de store muskler, som de kan bilde sig ind.

Derudover så er Lone overbevist om, at man må sætte hårdt mod hårdt med en ung mand på steroider, hvis man gør sig nogen forhåbninger om at trænge igennem. Hun mener ikke, at det nytter noget at begynde en moralprædiken om bivirkninger og alt det andet, der kan følge med steroider – for de unge ved det godt. Og så tror de i øvrigt ikke på, at det sker for dem. ”Når man er ung, føler man sig jo udødelig”, siger Lone. Derfor må man sætte noget på spil for den unge. Og så skal man være ærlig og åben om sine egne følelser – både om angsten, bekymringen og vreden. ”Man skal ikke skælde ud, man skal bare vise ham, hvordan man har det med det”, siger hun.

Navnene er opdigtede. ADD kender navnene på de implicerede.