Jamen, jeg kender ikke nogen, der har fået alvorlige bivirkninger
Bare fordi man ikke døjer med fx akne, nedsat libido og aggression betyder det ikke, at man ikke har nogen bivirkninger!
Man skal huske, at de alvorligste bivirkninger af anabole steroider kan man ikke umiddelbart se. Det er de skader, der opstår dels på organerne og dels på psyken. Steroider giver desuden en akkumuleret risiko for bivirkninger. Det vil sige at et organ fx kan være negativt påvirket af steroiderne, og at risikoen for alvorlig sygdom, eller i værste tilfælde dødsfald, udvikler sig ved fortsat brug af steroider og eventuelle andre stoffer.
I de fleste af de træningsmiljøer, hvor man bruger steroider og andet, hersker der en overbevisning om, at bivirkninger kun rammer dem, der ikke forstår ”at gøre det rigtigt”. Derfor er det for de fleste skamfuldt at få bivirkninger, og det er derfor bestemt ikke noget, man har lyst til at udstille ved at tale om det. Desuden har de færreste nok set hele medicinskabet hos andre steroidbrugere, og så ved man jo reelt ikke, hvilken medicin de måske tager for at skjule deres bivirkninger.
Nogle bliver så deprimerede og/eller flove over deres bivirkninger, at de ganske enkelt holder op med at komme i træningsmiljøet. Desuden kan konsekvenserne af steroider betyde, at man slet ikke KAN træne mere, og derfor har man ikke længere sin gang i fitnesscenteret og i miljøet.
Derfor er det sjældent, at man ser eller hører om dem, der har oplevet de kraftige bivirkninger, og derfor kan man let få den opfattelse, at de ikke findes. Men data fra de praktiserende læger, hospitalssektoren og retsmedicinske afdelinger rundt om i Danmark og vores nabolande viser med al tydelighed, at de i høj grad findes.