Anti Doping Danmark samlede forskere, politifolk, toldere, misbrugsbehandlere, læger og andre engagerede fagfolk.
Deltagerne fra de nordiske lande var samlet i en konferencesal i København, hvor de delte personlige historier, viden og erfaringer samt praktiske værktøjer i arbejdet mod distribution og misbrug af anabole steroider
Den 3. nordiske konference om anabole steroider havde undertitlen ”Fra bagmænd til behandling”. Programmet var sammensat herefter, og i løbet af de to konferencedage blev deltagerne bl.a. præsenteret for nye strategier imod indførslen og distribution af stofferne, fik indsigt i stærke personlige beretninger om steroidernes konsekvenser, ny forskning samt erfaringer fra et specialiseret behandlingstilbud til steroidmisbrugere.
Konferencen skulle dels kaste lys over de udfordringer og uafklarede områder, som de enkelte instanser i kæden fra bagmænd til behandling står over for, og dels give praktiske værktøjer til at udvikle indsatsen på baggrund af den viden og de erfaringer, som blev præsenteret på konferencen.
De nordiske konferencer afvikles hvert andet år, og de nordiske lande skiftes til at være vært. Konferencerne bidrager til netværk, videndeling, udvikling og ideudveksling - både imellem og på tværs af faggrupper i de nordiske lande.
Dopingjouren i Sverige er vært ved konferencen 2013.
Her finder du præsentationer fra konferencen