Tidligere steroidmisbruger fik Kulturministeriets Idrætspris

15-12-2010
Tirsdag d. 14. december 2010 modtog Ditlev Traasdahl Madsen Kulturministeriets Idrætspris for sin indsats mod motionsdoping
I sin tale til Ditlev sagde kulturministeren; "Jeg har valgt at tildele dig årets idrætspris, fordi du yder en ekstraordinær samfundsrelevant indsats inden for bekæmpelse af dopingmisbrug. Du er en værdig modtager af prisen, fordi du evner at tage dine erfaringer fra dopingmisbrugets skyggeside og bruge dem konstruktivt til at kæmpe for at undgå at andre kommer i den situation, du kom i."

Anti Doping Danmark indstillede Ditlev til prisen på baggrund af hans mod til at fortælle historien om sit steroidmisbrug og de følger, det har fået. Efter 13 års misbrug fik Ditlev en blodprop i hjernen, og de fysiske og psykiske skader, som dels misbruget og dels blodproppen har medført, betyder, at han i dag er førtidspensionist. Gennem især sine foredrag har Ditlev med stor ihærdighed været med til at sætte motionsdopingproblemet på dagsordenen, både politisk og blandt unge, gennem de seneste år.

Jakob Berget, Leder af oplysning i Anti Doping Danmark siger om Ditlev; "Ditlev gør en kæmpe indsats via sine mange foredrag. Han har rejst Danmark tyndt med sin personlige historie og budskabet om, at en stor og stærk krop, som er bygget på steroider, ikke er den endelige pris værd. Ditlev trænger virkelig igennem hos de unge, som kan være en svær gruppe at nå, og på den måde gør han en stor forskel i kampen mod motionsdoping"

Kulturministeren sluttede en flot tale til Ditlev af med at sige; "Der er ingen tvivl om, at dine erfaringer er et væsentligt element i dopingbekæmpelsen. Du styrker idrætten ved din indsats for at forhindre unge i at gå de forkerte veje ind i idrætten ved at forsøge at snyde sig til sejre - som reelt er nederlag".
 
 
Anti Doping Danmark    Idrættens Hus Brøndby Stadion 20  tel. 4326 2550  info@antidoping.dk