Er du pårørende til en dopingbruger?

En veltrænet, muskuløs og slank krop er blevet et kropsideal for mange kvinder og mænd – i særdeleshed blandt unge. For mange har krop og udseende i dag afgørende betydning for følelsen af selvværd og sociale relationer – den veltrimmede krop signalerer kontrol, overskud og disciplin.

Det kræver dedikeret fokus på kost, søvn og træning at opnå sådan en krop. Men det handler ud over dedikation også rigtig meget om genetik og fysiologi. Nogle kommer nemmere ned i fedtprocent end andre, og nogle skal træne hårdere og længere for at opbygge muskler end andre. Uanset, kræver opbygningen af sådan en krop både en ihærdig indsats over lang tid og tålmodighed. Og for nogle er det svært at bevare gejsten og tålmodigheden, hvis forandringen eller idealkroppen ikke kommer hurtigt nok i forhold til forventningerne.

Det er ofte i nærmiljøet, herunder også online-miljøer, at man bliver introduceret for dopingstoffer. I nogle miljøer taler man om doping som noget, der er helt normalt og en del af seriøs træning. Derudover er stofferne desværre lettilgængelige.







Kosttilskud eller doping?

Kosttilskud



Mange bruger kosttilskud som et supplement til træning. Kosttilskud findes i et utal af varianter målrettet både ekstra energi, muskelopbygning og fedtforbrænding. De kan bl.a. købes i supermarkeder, i fitnesscentre, i helsekostbutikker og ikke mindst på internettet, og de forhandles typisk som piller, pulver, væske og gel. De meste brugte kosttilskud er protein, kreatin og aminosyrer samt såkaldte pre-workout-produkter og energidrikke. Kosttilskud er ikke doping. Vær dog opmærksom på, at kosttilskud kan være forurenet med forbudte stimulerende stoffer, pro-hormoner eller steroider. Se mere om kosttilskud og vejledning til at købe kosttilskud







Dopingmidler



Doping indtages typisk som piller eller via injektion i enten en muskel eller underhuden. De mest udbredte dopingstoffer er:

Anabole steroider 



Clenbuterol 



Antiøstrogener (fx Letrozol) 



Peptid-hormoner, herunder 



 - Væksthormon (hGH/GH)



 - EPO



 - Væksthormon-frigivende faktorer (fx Sermorelin, GHRP-6, CJC-1295) 



Ikke-godkendte stoffer (fx MK-0773) 



Insulin

En kur med anabole steroider suppleres ofte med en såkaldt PCT-kur (Post Cycle Therapy), der består af fx hCG (human Chorion Gonadotropin), som bruges til at øge egenproduktionen af testosteron og antiøstrogener, som skal forhindre brystdannelse hos mænd og hjælpe kroppens egen testosteron-produktion i gang efter endt hormonkur. Virkestofferne i antiøstrogen-præparater kan fx være anastrozol, letrozol, exemestan og clomifen.







Hvordan kan jeg se, om min pårørende tager doping?



Der er signaler, du som pårørende kan holde øje med, hvis du har mistanke om dopingbrug. Ingen af dem er i sig selv en sikker indikation, men hvis både krop (fx muskeltilvækst, fedttab og hudforandringer), adfærd (fx ændret temperament eller øget fokus på træning og kost) og/eller sportslige resultater ændrer sig markant over få måneder, er der måske grund til bekymring og grundlag for en samtale om, hvad du ser, og hvorfor det bekymrer dig.







Hvad kan jeg gøre for at hjælpe?



Bekymring er ofte et bedre udgangspunkt for dialog end anklage. Derudover er det væsentligt, at du gør op med dig selv på forhånd, hvad du gerne vil opnå med samtalen? Og hvorfor?

På samme måde er det vigtigt at prøve at forstå, hvad der er på spil for den, som måske bruger dopingmidler. Hvorfor tager vedkommende dopingmidler? Hvad er motivationen eller målet? Kan man ikke nå det uden dopingmidler? Hvad skal der til for, at han/hun lader være med at bruge dopingmidler?

Alle kommuner har enten ungerådgivninger, misbrugsbehandlingscentre eller andre tilbud til borgere, som har brug for hjælp. Her kan du i mange tilfælde anonymt søge rådgivning som pårørende.

Du kan også kontakte ADD’s rådgivning alle hverdage mellem kl. 9.00 - 11.30 på tlf. 7025 7112.



Vi kan lytte til din bekymring og give dig overordnet indsigt i dopingstofferne, tilbyde samtale med en læge der kan rådgive dig, eller hjælpe dig med at finde dit kommunale tilbud.