Information til dopingbrugere og pårørende til dopingbrugere

Dette afsnit er målrettet brugere af doping og pårørende til dopingbrugere.

Dopingbruger

Hvis du er dopingbruger og har brug for råd om at stoppe med brug af doping, kan du kontakte Anti Doping Danmark for rådgivning.

 

Anti Doping Danmark kan ikke tilbyde behandling, men kan lytte og tilbyde en samtale med Anti Doping Danmarks tilknyttede læge, der har erfaring med rådgivning af dopingbrugere. Du kan kontakte Anti Doping Danmark via rådgivningslinjen på telefon +45 70 25 71 12. Telefonen er åben alle hverdage kl. 9.00-11.30. Du bestemmer selv, om du ønsker at oplyse navn mv. Anti Doping Danmark behandler din henvendelse fortroligt. 

 

Har du fysiologiske bivirkninger, bør du opsøge din praktiserende læge. Din læge kan tale med dig om doping og henvise dig til de medicinske specialer, der evt. er behov for udredning i.

 

Det er ikke ualmindeligt at opleve afhængighed af dopingstoffer forstået som en længsel efter stofferne og den virkning, de har på kroppen. Vær opmærksom på, at du oplever ændringer af og i kroppen, når du stopper med brug af dopingstoffer.

 

Undgå at eksperimentere med selvmedicinering, da det indebærer risiko for, at dit hormonelle system bliver påvirket yderligere.

 

Betro dig gerne til en pårørende, du kan tale med i processen, og som kan hjælpe med opbakning til at stoppe med dopingstofferne.

 

Hav tålmodighed og giv kroppen tid og ro. Tal meget gerne med din praktiserende læge, eller kontakt Anti Doping Danmark på rådgivningstelefonen.

 

Pårørende til dopingbruger

Nogle søger en genvej til idrætspræstationer eller et bestemt udseende gennem brug af doping. Har du mistanke om, at en pårørende til dig bruger doping, kan du selv gøre noget.

 

Hvordan kan jeg se, at min pårørende tager doping? Der er signaler, du kan holde øje med, hvis du mistænker, at din pårørende tager dopingstoffer. Det er ingen sikker indikation, men kan være udtryk for, at din pårørende tager dopingstoffer.

 

Indikationer kan være markante ændringer over få måneder – det kan være styrke, muskeltilvækst, fedttab og hudforandringer. Det kan også være ændring i adfærd – f.eks. ændret temperament eller øget fokus på træning og kost.

 

Har du mistanke, er der måske grundlag for en samtale med din pårørende om, hvad du ser, og hvorfor det bekymrer dig.

 

Hvad kan jeg gøre for at hjælpe?

I første omgang kan du tage en snak med din pårørende. Undgå anklage, men udtryk gerne din bekymring, da det oftere er et bedre udgangspunkt for dialog.

 

Bliv gerne klogere på din pårørendes motivation for at tage doping, og om det er muligt at nå målene uden brug af doping.

 

Du kan også kontakte Anti Doping Danmark på rådgivningstelefonen på telefon +45 70 25 71 12, der er åben alle hverdage kl. 9.00-11.30. Anti Doping Danmark kan ikke tilbyde behandling, men lytte og tilbyde, at du eller din pårørende kan tale med Anti Doping Danmarks tilknyttede læge, der har erfaring i at tale med dopingbrugere og pårørende.

Rådgivning

Kontakt ADD for rådgivning på telefon +45 70 25 71 12.

 

Telefonen er åben alle hverdage kl. 9.00-11.30.