Dopingmidler i 2. verdenskrig

At mennesker bruger stoffer til at skabe bedre præstationer, er ikke noget nyt. Hele vejen op gennem historien er præstationsfremmende midler blevet taget i brug.

Anden Verdenskrigs betydning
Fra omkring 1920'erne begyndte man at kunne fremstille syntetiske stoffer, og under 2. Verdenskrig kom de for alvor i anvendelse. Da begyndte såvel Tyskland, England og USA at give deres soldater stimulerende stoffer som efedrin og amfetamin. Stofferne blev systematisk brugt til at holde soldater vågne under deres vagter, og til at udskyde trætheden under natflyvninger, i skyttegravene osv.

På militærhospitalerne begyndte man at eksperimentere med anabole steroider. Man blev opmærksom på, at de kunne hjælpe sårede til at komme sig hurtigere. Sårede soldater, der fik anabole steroider, kunne fx hurtigere tage på i vægt og komme sig ovenpå operationer. Efter krigen tog idrætsfolk både de anabole steroider og de stimulerende stoffer til sig. Op igennem 1950'erne accelererede brugen af anabole steroider. Især efter at man opdagede deres anabole effekt, dvs. deres vævs- og muskelopbyggende virkning

Herefter gik det stærkt. Udviklingen af nye lægemidler gik stadigt hurtigere, og idrætsfolk blev stadigt bedre til at udnytte de muligheder for præstationsforbedring, som de nye lægemidler gav dem. Den udvikling er fortsat til den dag i dag på trods af, at idrættens organisationer de sidste 40 år har gjort en stadig større indsats for at komme dopingen til livs, bl.a. via oplysningskampagner og dopingkontrol.