Væksthormon (hGH)

Væksthormon, kaldet human growth hormone (hGH) eller growth hormone (GH), produceres naturligt i hypofysen og er et såkaldt peptidhormon. Som navnet antyder, har væksthormon især betydning for kroppens længdevækst i barn- og ungdommen. Afgivelsen af væksthormon til blodet varierer i løbet af et døgn og kan stimuleres af motion, stress, lavt blodsukker og en række andre faktorer.

Medicinsk anvendelse
Væksthormon gives til patienter, der ikke selv producerer tilstrækkeligt selv.

Anvendelse som doping 
I dopingsammenhæng anvendes væksthormon for at stimulere forbrændingen af fedt og styrke sener og muskler. Denne sidste effekt medfører, at man kan træne hårdere, eller restituere hurtigere. Effekten af anvendelse af lave doser af væksthormon på sunde og raske, voksne mennesker er ubetydelig.

Bivirkninger 
Den akutte bivirkning af væksthormon er massiv væskeophobning og nervetryk på steder, hvor væskeophobningen ikke kan udbrede sig - fx i håndleddene. Derudover kan man få føleforstyrrelser, led- og muskelsmerter, hovedpine og søvnløshed. Over længere tid vokser hænderne, hovedet og knoglerne drastisk. Undersøgelser har også vist, at hjertet og tungen vokser, ligesom der er en risiko for at udvikle sukkersyge og forhøjet blodtryk.