Der er mange, der er bekymrede for, hvilke konsekvenser en positiv dopingprøve i fitnesscentret kan medføre af eventuel dårlig omtale og dårligt ry.
Men en positiv dopingprøve er faktisk en positiv historie for fitnesscentret. Det er blot et spørgsmål om vinklen, man ser sagen fra.
Man kan først og fremmest vælge at være proaktive og med det samme selv gå til eventuelle lokale medier, lægge en nyhed på hjemmesiden, sætte et nyhedsbrev på opslagstavlen i fitnesscentret og fortælle, at der har været en positiv dopingprøve i fitnesscenteret. På den måde kan man undgå, at nogen vil snakke i krogene eller at blive anklaget for at prøve at skjule det.
En positiv sag giver fitnesscentret mulighed for at fortælle, at man ønsker at tilbyde et dopingfrit træningsmiljø, hvor det er rart og trygt at komme for hele familien. Derfor findes der en striks
antidopingpolitik, og i samme forbindelse har man indgået samarbejde med Anti Doping Danmark om dopingkontrol. Den mulige positive konsekvens af de tiltag er, at man fra tid til anden vil fange dopingsyndere - i modsætning til dem der undlader at gøre en indsats.
Desuden kan fitnesscentret bruge eventuel presseomtale af en dopingsag til at sende et tydeligt signal til fitnesscentrets medlemmer om, at doping ikke er accepteret i centret, at man er opmærksom på medlemmerne og reagerer prompte i tilfælde af mistanke om steroidbrug og selvfølgelig positive dopingprøver. Det kan måske medvirke til, at medlemmerne tænker sig om, inden de kaster sig ud i at eksperimentere med steroider. Og det kan måske betyde, at dem der allerede bruger steroider enten finder incitament til at stoppe eller i hvert fald finde et andet sted at træne. Især i mindre byer, hvor udbudet af fitnesscentre ikke er så stort, kan tydelige signaler om, hvilken adfærd man accepterer og især ikke accepterer have betydning for dem, der gerne vil træne.
En positiv prøve kan fitnesscentret altid præsentere som et positivt bevis på, at man gør en indsats mod doping, at indsatsen er nødvendig, og at det betaler sig at gøre en indsats.