Dopingens historie

Når man benytter forbudte stoffer i forbindelse med udøvelse af sport, taler man ofte om at dope sig. Udtrykket "doping" stammer oprindeligt fra det hollandske ord "doop", der betyder "sovs ellers dyppelse". I Sydafrika blev ordet brugt, når boere dyppede brødet i en drik, som stimulerede kroppen under religiøse cermonier og ved stammedanse. Gradvist har benævnelsen fundet plads ind i det engelske sprog og derfra videre ind i det danske. Nu benyttes "dope" - begrebet og ordet doping hovedsageligt i forbindelse med sport. I den forbindelse bruges begrebet "at dope sig" når en idrætsudøver bruger forbudte stoffer eller metoder (jvf. WADA-listen) for at forbedre deres yde- og præstationsevne i idrætssammenhænge.

I 1950'erne var der ingen kontrol og kun få diskussioner om brug af dopingmidler inden for sport. I 1960'erne blev de første skridt taget for at udvikle en definition af doping og formulere en dopingpolitik. Op til 1980'erne blev der kun foretaget begrænset  dopingkontrol ved større internationale og enkelte nationale konkurrencer, men først i 1980'erne blev de første initiativer taget til at indføre dopingkontrol under træning.