BEK nr 1579 af 16/12/2010
Lovgivning forskriften vedrører: LOV nr 1438 af 22/12/2004
Bekendtgørelse om fremme af dopingfri idræt
I medfør af § 1, § 8, stk. 1, og § 9, stk. 3, i lov nr. 1438 af 22. december 2004 om fremme af dopingfri idræt fastsættes:
Definition af doping
§ 1. Som doping i lov om fremme af dopingfri idræt og i denne bekendtgørelse betragtes de stoffer og metoder, der fremgår af bilag 1 (oversættelse af WADA’s (World Anti-Doping Agency) dopingliste 2011)
Minimumskrav til idrætsorganisationer
§ 2. Det er en forudsætning for ydelse af tilskud i medfør af lov om visse spil, lotterier og væddemål til Team Danmark og til de tre hovedorganisationer på idrætsområdet: Danmarks Idræts-Forbund, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger og Dansk Firmaidrætsforbund, at organisationen indfører og håndhæver regler om dopingkontrol og -sanktioner i overensstemmelse med de regler, der fremgår af bilag 2 (oversættelse af World Anti-Doping Code). Team Danmark og de tre idrætsorganisationer skal gøre det til en betingelse for ydelse af tilskud til idrætsforeninger eller forbund m.v. og til individuelle idrætsudøvere, at disse overholder de nævnte dopingregler.
Stk. 2. Det er en forudsætning for ydelse af tilskud i medfør af lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde m.v. (folkeoplysningsloven) til idrætsforeninger, der er medlemmer af en af de i stk. 1 nævnte organisationer eller af forbund m.v., der er medlemmer af en af disse organisationer, at foreningen overholder de i stk. 1 nævnte regler om dopingkontrol og -sanktioner. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på anvisning af lokaler og udendørsanlæg i medfør af folkeoplysningsloven.
Anti Doping Danmarks samarbejdsaftaler med motions- og fitnesscentre m.v.
§ 3. Efter § 9, stk. 1, i lov om fremme af dopingfri idræt skal Anti Doping Danmark søge at indgå samarbejdsaftaler med motions- og fitnesscentre og andre private eller offentlige institutioner, virksomheder m.v., som tilbyder idrætsaktiviteter eller hermed beslægtede aktiviteter, samt foreninger og sammenslutninger af idrætsudøvere uden tilknytning til de i bekendtgørelsens § 2 nævnte idrætsorganisationer. Efter lovens § 11 kan Anti Doping Danmark opkræve gebyrer for ydelser i henhold til samarbejdsaftalerne.
Stk. 2. I samarbejdsaftalerne skal doping defineres i overensstemmelse med bilag 1, og de fastsatte regler om dopingkontrol og -sanktioner skal være i overensstemmelse med bilag 2.
Stk. 3. I samarbejdsaftalerne skal der fastsættes nærmere regler om gennemførelse af dopingkontrollerne og om, at institutionen, virksomheden eller sammenslutningen m.v. skal gøre sine kunder, medlemmer m.v. bekendt med konsekvenserne af indgåelsen af samarbejdsaftalen.
Stk. 4. Det er en betingelse for samarbejdsaftalernes gyldighed, at de er godkendt af kulturministeren.
Ikrafttræden
§ 4. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2011.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1405 af 15. december 2009 om fremme af dopingfri idræt ophæves.
Kulturministeriet, den 16. december 2010
Per Stig Møller
/ Bente Skovgaard Kristensen