EPO er en forkortelse for hormonet erythropoietin, der produceres i nyrerne, og som via blodbanen føres videre til knoglemarven, hvor det stimulerer knoglemarven til at producere røde, ilttransporterende blodlegemer. Produktionen af stoffet stimuleres, hvis iltkoncentrationen i den omgivende luft falder. Denne effekt kan man opnå enten oppe i bjergene eller i de såkaldte højdehuse. Hos normale mennesker er koncentrationen af røde blodceller 43-44%, og ifølge eksperter vil man end ikke på de højeste toppe i Pyrenæerne nå en procent, der er større end 47-48%. For at få koncentrationen højere end 50, kræver det for langt størstedelen af befolkningen 4-6 ugers ophold i mindst 4000 m højde eller brug af EPO.
Kunstigt fremstillet EPO blev godkendt som lægemiddel i 1989 og kom på IOC's dopingliste året efter.
Medicinsk anvendelse
Som lægemiddel anvendes EPO til behandling af patienter med kroniske nyreskader, hvor der opstår blodmangel på grund af for lav produktion af naturligt EPO. Ved indtagelse af EPO kan man øge mængden af røde blodlegemer med dets indhold af hæmoglobin, som er ilttransportøren i de røde blodlegemer. Effekten kan holde sig i en til to uger.
Anvendelse som doping
EPO anvendes i dopingsammenhæng på samme måde som på hospitalerne - nemlig til kunstigt at øge mængden af de røde blodlegemer i kroppen. Jo flere røde blodlegemer der er i blodet, jo mere ilt kan blodet føre ud til de arbejdende muskler, og jo bedre bliver præstationen. I dag benyttes EPO i de sammenhænge, hvor bloddoping tidligere blev anvendt. Rygterne om, at EPO blev brugt til at fremme præstationerne i udholdenhedsidrætsgrene startede i slutningen af 1987, hvor flere hollandske cykelryttere pludseligt og uforklarligt døde (se bivirkninger).
Det internationale skiforbund (FIS) var det første, internationale idrætsforbund, der satte EPO på dopinglisten. Det skete i 1988 og de første blodprøver ved VM i 1989 viste et forholdsvist lavt hæmoglobinindhold på 15 gram pr. 100 ml. blod. IOC fulgte op med forbud i 1990 trods mangel på analysemetoder til at påvise stoffet. Siden har det internationale cykelforbund UCI indført en sundhedstest for at beskytte rytternes helbred. Man har valgt at sætte mængden af de røde blodceller til max. 50% (hæmatokrit). Testene foretages før løbene starter, og ryttere med hæmatokritværdier på over 50 får ikke lov til at starte, før yderligere test har godtgjort, at værdien er nået under 50.
Bivirkninger
Brug af EPO indebærer en alvorlig risiko for idrætsudøveren. Dannelsen af røde blodlegemer kan ikke styres præcist - blodet bliver for tykt, blodtrykket stiger voldsomt under fysisk udfoldelse, og der er akut risiko for sprængning af blodkar. I perioden 1987-1991 blev 18 uforklarlige dødsfald blandt hollandske og belgiske cykelryttere knyttet sammen med misbrug af EPO.
De røde blodlegemer udgør normalt omkring 45% af blodet. Under udmarvende idrætspræstationer kan indholdet af røde blodlegemer stige til over 50%, fordi man sveder voldsomt. Hvis en idrætsudøver i forvejen har indtaget EPO, er der en lille grænse op til de risikable koncentrationer, og især om natten, hvor blodtrykket er lavere kan der opstå blodpropper, og det er også derfor, den internationale cykelunion har indført en hæmatokritgrænse på 50.
Da EPO som dopingmiddel ikke har eksisteret i mange år, kender man ikke til stoffets langtidsbivirkninger endnu.
