Analyseprocedurer
Behandlingen af din prøve efter forseglingen og til og med, at du modtager svar fra ADD.
Alle dopingprøver bliver, så hurtigt som muligt efter dopingtestens gennemførelse, sendt til et IOC/WADA-godkendt laboratorium. For danske prøver vil det sige til et laboratorium i Oslo. Ved ankomsten til laboratoriet bliver en række fastsatte procedurer fulgt. Laboratoriet vil analysere A-prøven for stoffer og metoder, der står opført på dopinglisten.
Analyseresultatet bliver derefter sendt til Anti Doping Danmark, som vil informere dig i løbet af tre til seks uger. Du vil blive skriftligt orienteret om resultatet af analysen, uanset om prøven er negativ (dvs at analysen ikke har afsløret nogen ulovlighed i henhold til dopingbestemmelserne) eller positiv (dvs at analysen har afsløret stoffer og eller metoder, som står på dopinglisten). Laboratoriet vil opbevare B-prøven på en forsvarlig måde, hvis det skulle blive nødvendigt at analysere den for at få bekræftet en eventuel positiv A-prøve. Hvis A-prøven er negativ, bliver det resterende af A-prøven samt B-prøven opbevaret i minimum 3 måneder før de destrueres.
09.03.2009