Målet for sommerens OL i London er at gøre det til de reneste Lege nogensinde.
Nye initiativer er iværksat indenfor antidopingforskning, forebyggelse og dopingkontrol og i forbindelse med sidstnævnte spiller Anti Doping Danmark en væsentlig rolle.
13 danske dopingkontrollanter og en observatør er således nået gennem nåleøjet til OL i London 2012.
Organisationskomitéen for OL i London (LOCOG) har nu afsluttet udvælgelsen af det hold af dopingkontrollanter, der skal teste OL-atleter fra hele verden ved sommerens Olympiske- og Paralympiske lege i London. 13 danske dopingkontrollanter har kvalificeret sig til at være en del af den største dopingkontrol-operation nogensinde gennem et længere interview og et efterfølgende intenst testforløb i London.
”Det er med stor stolthed, at vi er repræsenteret med 13 erfarne dopingkontrollanter, som skal være en del af det team, der på bare 50 dage skal indsamle mere end 6000 prøver” siger Lone Hansen, direktør i Anti Doping Danmark
De danske dopingkontrollanter er udvalgt til at teste i flere forskellige idrætsgrene, bl.a. cykling, triatlon, atletik, svømning, håndbold, roning og vægtløftning.
WADA udpeger dansk observatør
WADA har derudover udpeget Christina Friis Johansen fra Anti Doping Danmark til at indgå i WADA’s uafhængige observatørprogram (IO) i forbindelse med OL i London 2012.
Formålet med WADA’s uafhængige observatørprogram er at overvåge og rapportere om alle faser af selve dopingkontrol-proceduren samt den efterfølgende sagsbehandling.
”At overvåge at dopingkontrol-systemet under OL fungerer bedst muligt er en fornem opgave, og jeg glæder mig meget til at være en del af WADAs hold” siger Christina Friis Johansen.
Lone Hansen uddyber ”Det er en cadeau til Anti Doping Danmark at blive udpeget af WADA, når det handler om at sikre kvaliteten af den dopingkontrol, som skal ske under OL i London.”
WADA har siden år 2000 fungeret som uafhængig observatør ved ca. 30 større arrangementer, herunder VM i atletik, Commonwealth Games, Tour de France samt De Olympiske Lege og Paralympiske Lege.
For yderligere information kontakt:
Lone Hansen, Direktør i Anti Doping Danmark, tlf.: 4326 2527 eller mobil: 6038 2527